Hej Jacob
Til en træning talte vi om muligheden for at vi hver især kan sende flyeren ud som mailflyer på diverse malinglister.Er det den udgave som ligger her, vi kan bruge til det? Hvis ja, syntes jeg du skal opfordre direkte til det. Det er ikke sikkert folk får ideen selv. I øvrigt vil jeg foreslå, at folk tilføjer en lille personlig tekst, når de sender flyeren ud.Det giver som regel lidt større opmærksomhed.

Det kunne være noget i stil med:

Hej venner m.fl.
Jeg træner capoeira i Quliombo de Nortre, og tænkte på, om du skulle have lyst til at komme og være med. Der er altid plads til nye folk, som kunne tænke sig at prøve kræfter med denne fantastiske brasilianske form for livsudfoldelse.
Sæsonen starter nu, men du kan altid springe på når du har tid og overskud. Du kan læse mere om os og om capoeira på vores hjemmeside http://www.ginga.dk

De bedste hilsner fra Camilla Thamdrup – alias xxxx (capoeira navn hvis man har et)

Det er nemlig heller ikke sikkert folk har mulighed for at sætte flyeren ind som billede direkte i en e-mail. Det kommer an på deres post-program, og som vedhæftet fil er det ikke sikkert den vil blive åbnet.Derfor tekst også!
Alternativt skal der konstrueres en standart mail som folk bare kan videresende. Det kræver mindre af den enkelte.

Vise ord!

Jeg faldt over denne gamle korrespondance med Jacob. Den indeholder rigtig mange gode svar på nogle overordnede spørgsmål.

———————————-

Hej Jacob

Jeg tænkte på om du kunne svare mig på følgende:

1) Er det i Roda’en dårlig stil at gribe modstanderens ben og hive i det, frem for at forsøge at undgå et forkølet spark?

2) Når man vurderer at modspillerens spark ikke vil kunne nå hen til én, er det så god stil alligevel at markere, at man ville have undgået det – eller kan man ligeså godt bruge tiden på noget andet?

3) Hvor meget er det mit ansvar og hvor meget medspillerens, at man ikke rammer vedkommende? Fifty-fifty? Eller nærmere 100% mit ansvar?

4) Er det i orden at parere spark, eller bør man altid forsøge at undgå enhver kontakt med modspillerens ben?

———————————–

Hej Andreas

1) Traditionelt er capoeira jogo solto dvs. et frit spil i betydningen, at man ikke griber eller holder i hinanden. Særligt i capoeira angola er det meget uhørt at holde fast i hinanden. Alligevel findes der en særlig teknik, der hedder boca de calca hvilket betyder bukseben og hvor man hiver i den andens bukseben så han falder, men capoeira har også været street fight og det er måske en gammel teknik fra den tid. Generelt vi man nærmest blive mødt med forargelse hvis man i en capoeira angola roda griber i den andens tøj eller holder i hans lemmer. Det samme gælder hvis man knytter hånden.

Mester Bimba skabte capoeira regional som i virkeligheden ikke blev kaldt capoeira i starten, men regional kamp fra Bahia og for Bimba var træningen rettet mod kamp. Han skelnede mellem roda og figt, men hans træning var for lukkede døre og han skrottede store dele af den mere rituelle del af capoeira og lagde mere vægt på direkte effektive tekniker i kampsituationer. Hans afrikanske afstamning og kulturelle arv kunne han dog ikke løbe fra og hans musik og sange er dybt forankrede i den afro-brasilianske kultur, sammen med hans strategi. Selv mestre Pastinha udtalte at mestre Bimba var lige så mandingueiro som ham selv.

Bimba underviste sine elever i meget mere end det som blev vist i capoeira rodaer og han var bl.a. i Rio hvor han blev inspireret af store "profiler" inden for regulær street fight. Den mest omtalte (jeg kan ikke lige huske navnet) underviste ikke sine elever i egentlig teknik, men praktisk kamp og strategi, det siges at der ikke var én af hans elever der kæmpede ens, men at de alle havde deres personlige stil. Brasilien har således en lang historie inden for vale tudo = "alt gælder", der løber parallelt med capoeira. Bimba indførte nogle stiliserede kast for at hans elever kunne lære at orientere sig i luften og lande ordentlig. Så der tog man fat i hinanden, men det foregik på en stiliseret form og efter aftale og var således ikke en måde at angribe hinanden på i rodaen. Efter Bimba er der mange der hævder at de viderfører Bimbas tradition med at gå efter efektive kamp tekniker og innovation. Med denne argumentation har de indført en masse teknikker hvor de griber, holder, vrider og kvæler hinanden inspireret fra brydning og ju-jutsu. For dem er der gået en slags vale tudo over det dvs. deres rationale er at hvis du kan banke den anden, så er du bedst. Det er ikke særlig foreneligt med capoeira som et frit spil, da man med indførelse af disse tekniker faktisk kvæler spillet. I den mest degenererede form sparker man en gang for at få den anden til at sparke, og så går man ind og griber fat i ham og så griber han fat i dig og så ligger i på gulvet og vrider hinandens arme eller ben eller tager kvælertag eller giver albuer, knæ og skaller, alt i mens folk klapper og synger og spiller musik til og skal se ud som om at det er festligt. Det er i principet det samme du ser i Vale tudo og K1. Du kan også forestille dig to hold der har aftalt at spille fodbold med hinanden. De har bare glemt at præcicere reglerne. Det ene hold tror at de skal spille europæisk fodbold og det andet tror at de skal spile amerikansk fodbold. Du kan stort set være sikker på, at der ikke kommer nogen fodbold kamp ud af det, men at det ender med slagsmål.

2) Det er et meget interessat spørgsmål fordi begge dele er rigtig i hver deres situation. Jeg vil normalt råde begyndere til altid at lave esquiva selv om sparket umiddelbart ikke vil ramme, det er hoved sageligt for at træne capoeira, der er jo ikke meget træning i at blive stående. Det at lave esquiva er også den sikreste løsning for en begynder fordi den urutinerede kan komme til at fejlbedømme afstand, retning og hastighed og endelig fordi at mere øvede capoeira udøvere kan "forvandle" deres spark således at de alligevel vil kunne ramme selv om at det ikke ser således ud i starten af sparkets udførelse. På et senere tidspunkt kan jeg over for øvede elever blive "helt hysterisk" hvis de laver esquiva på et spark der er for langt væk eller har forkert bane eller hvis de forsvarer sig for tidligt dvs. før sparket er endeligt. Dette er en mere kamp orienteret træning for øvede. Når det er sagt så spiler vi jo forskeligt afhængig af den rytme der spilles på berimbauen. Og det betyder igen, at der er spil hvor det er vigtigt, at vi accepterer den andens bevægelser og følger med i flowet og lader capoeira udvikle sig og der er også andre spil hvor "overskriften" er konkurrence og effektivitet. Det vil være for omfattede for mig at indvi dig i dette på nuværende tidspunkt.

3) Begge har 100 % ansvar for hvad der sker i rodaen, en begynder har dog ikke de samme forudsætninger for at kontrolere hvad der sker i en roda og der forventes en større fysisk og psykisk kontrol af en øvet udøver, men begynderen skal også indse sine begrænsninger. Der er en uskreven regel i capoeira at hvis man rammer en anden i rodaen vil det altid blive betragtet som om det var med vilje, og man vil under alle omstændigheder blive stillet til regnskab for det.

4) Der går historier om at nu afdøde mester Paulo dos Anjos havde spillet med et barn i rodaen og da barnet lavede et spark kastede han sig ned i negativ de angola, helt nede ved gulvet. Bagefter blev han spurgt hvorfor og han forklarede, at han forestillede sig, at det kunne være en lastbil, og at det var vigtigt, at han øvede sig i at undvige. Det viser noget om hans måde at tænke på. Forestil dig, at du spillede med et barn eller en let pige. Med din fysiske statur ville du egentlig bare kunne lade dem sparke så tosset de ville og så børste dit tøj bagefter. Men der ville ikke komme meget spil ud af det, og ingen af jer ville lære capoeira. I ville forpasse jeres chance for at lære. I capoeira er der ingen vægtklasser og begyndere spiller med "verdensmestre". Hvis det skal lykkes at begge får noget ud af det, er det vigtigt at respektere hinandes ideer og bevægelser, altså respektere spillet. Vi er således afhængige af hinanden for at udvikle spillet og os selv, og det er vigtigt at vi følges af, og spillet vil normalt kun kunne udvikle sig til det niveau som den mindst øvede magter. Du kan sammenligne det med en dialog mellem to mennesker. Hvis de ikke lytter til hinanden eller forstår hinanden, så bliver det ikke en særlig berigende diskussion, men hvis man kan være åben og forstå hinanden og ikke er bange for at lade sine egne meninger stå for fald, dvs. vi er indstillede på at rejse ind i den andens verden og se det herfra. Man siger at lige børn leger bedst *) og når øvet spiller med øvet kan man gå mere til makronerne. Der er til visse rytmer mulighed for mere dyst, konkurrence, hårdhed og kamp. Her kan man træne forskellige valgmuligheder som nogen gange indebærer, at man forhindre den andens ideer og bevægelser. Det kan foregå på mange måder. At parere, blokere er bare en fysisk variant af dette aspekt, der baserer sig på at man ikke accepterer den anden, og går efter at nedkæmpe, destru
ere den anden. På det psykologiske plan kan det for eksempel dreje sig om at overraske, forbavse, skabe forvirring og tvivl, undren, frygt, aflede, afbryde, overtage initiativet m.m.. Da jeg gik i gymnasiet var der nogle af mine mere politiske skolekammerater, der i deres partiers ungdomsorganisationer lærte "diskussions teknik". Dette indebar bl.a. at tale i munden og afbryde den anden, sige usaglige ting for at hidse dem op, afspore samtalen, tale hele tiden så den anden ikke kom til orde osv. Formålet var at den anden ikke kunne komme igennem med sine synspunkter. Altså en blokering eller obstruktion. Der er ikke meget plads eller respekt for den anden i denne taktik. I capoeira spillet (og i så meget anden sport) kan det bl.a. også foregå i det fysiske rum (dvs. stadig uden konkret at blokere ben med arm) ved f.eks. placering, rytme, abrupt bevægelse, ændring af afstand og egen kropsholdning. På det fysiske plan er vi så tilbage til parader, blokeringer, forhindringer og ballancetagning. For eksempel kan man placere sig så tæt på den anden, at man forhindrer ham i at sparke. I langt de fleste kampstilarte er der udviklede "inteligente" parader, der ikke er et vinkelret/ 90 °’s møde med ens egen arm og den andens ben, da den teknik kun dur når man er stærkest og hårdest. I capooeira skal du af sikkerhedsmæssige grunde for dine egne lemmer undgå kontakt med meia lua de compasso, der er et meget voldsomt spark. Martelo er af en anden natur og har kan man i princppet parere eller gribe. Du kan også vende din albue mod sparket. Så kan han selv vælge om han vil "prøve chancen" eller trække sig. I capoeira angola er der flere situationer, der kan ligne parader, men det virker egentlig omvendt, idet at der er tale om dækninger. Man siger at man i capoeira skal være lukket, og implicit ligger det mellem spillerne at man respekterer en dækning dvs. man sparker ikke hjørne spark i gennem armen for at se om man kan komme igennem til hovedet. Man kan også i nogle situationer lave en slags blokeringer ved at lægge hånden, armen, foden på den andens fod, knæ, arme, albuer hoved og således obstruere et angrem inden det kan sættes i gang.

Her kommer så sidste lille hint. Kamp på capoeirask: Capoeira ondskab ligger bl.a. i at være åben, lade spillet udvikle sig, lade den anden komme til orde og lade ham folde sig ud, lære ham at kende, forstå ham dybt og så tage røven på ham. Capoeira største våben er falskheden. Smilet.

*) og skæve børn leger sjovest.

Du vil løbende lære mere og mere capoeira og lære at skelne de forskellige spil og udvikle din forståelse og muligheder for at vælge mellem forskellige teknikker og løsninger. På baggrund af dine mange spørgsmål vil jeg foreslå dig, at du når du går i roda, at du prøver at lave noget af de bevægelser som du lærer i timerne. Det er på den måde at vi lærer på. Og så iøvrigt have tillid til at du med træning og tid vil lære det. Med alle de forklaringer jeg nu har givet dig kan du også stille dig den opgave, at du hvergang du sidder/står i roda og betragter nogle af de øvede spille, prøver at se om du kan genkende nogert af alt det jeg har nævnt for dig. Det er faktisk meningen med det at være med til en roda, at man netop observerer hvordan de øvede gør og hvad de gør, og i hvilke situationer de gør det.

Mvh,

Jacob