Grupo de Capoeira Ginga blev grundlagt i Belo Horizonte, Minas Gerais, Brasilien i 1983 af Ricardo Penna Machado – i capoeirakredse kendt som mestre Macaco. Han er født i 1955 i Belo Horizonte og er uddannet i idræt fra universitetet i Minas Gerais (UFMG), og har efterfølgende taget en master i USA i administration og marketing af idræt.
Mestre Macaco begyndte at træne capoeira i 1969 efter at han havde overværet en opvisning af capoeiragruppen OPANIJÉ på colégio Dom Silvério. Mestre Macaco er uddannet af mestre Paulão Joaima, der overdrog sit arbejde med capoeira og sin gruppe af elever til mestre Macaco. I starten af 80′erne indså mestre Macaco, at der var behov for at samle og organisere sine mest erfarne elever, som på det tidspunkt underviste forskellige steder rundt omkring. Det blev begyndelsen på Grupo de Capoeira Ginga – Academia de Ginástica e Capoeira Ltda.
Grupo de Capoeira Ginga i København startede i ’94 og ledes i dag af mestre Jacob, der er uddannet af mestres Agostinho og Aloísio (1964 – 1995) fra Grupo de Capoeira Ginga i Belo Horizonte, Brasilien. Mestre Jacob, har uddannet flere capoeira contramestre, lærer og instruktørere, der gennem tiden har arbejdet med udbredelse og undervisning i capoeira. I dag underviser contramestre Farol (Uffe) børn og tween (7 – 14 år) og contramestre Frágil (Kalle) underviser mindre børn (4-6 år) og deres forældre.
Hans indgang til brasiliansk kultur var det københavnske karnevalsmiljø, hvor han op igennem 80′erne dansede i sambagruppen Kolibri. I sine drenge- og ungdomsår trænede han karate, blev gradueret sort bælte og var en meget vindende sportskæmper før han startede med at træne capoeira. Han har dyrket yoga og meditation siden teenagerårene og har i nogle år boet og arbejdet i Guinea-Bissau og Portugal. Mestre Jacob har gentagne gange rejst og trænet capoeira i Brasilien. Han har sideløbende med arbejdet med capoeira udviklet sin karriere inden for erhvervslivet, hvor han arbejder med projektledelse og ledelse og har herigennem uddannet sig som stifinder og systemisk coach.
Mestre Jacob har en omfattende pædagogisk erfaring fra undervisning af mennesker i alle aldre og nationaliteter. Han er en international efterspurgt undervisningskapacitet og udover i capoeiragruppen Ginga har han undervist i Portugal, Norge, Sverige Tyskland, Holland, Serbien og Brasilien. Han er kendt som en karismatisk og pædagogisk underviser med talent for at skabe god stemning.
Mestre Jacob er en passioneret capoeiralærer og formidler af brasiliansk kultur og livsfilosofi og har i mere end to årtier udbredt kendskabet til capoeira og brasiliansk kultur i Danmark og Europa
Mestre Agostinho (José Agostinho Pessoa da Silva) er født og opvokset i Bocaiúva i det nordlige Minas Gerais og flyttede som 19-årig ind til storbyen Belo Horizonte for at søge nye muligheder. I 1984 startede han med at træne capoeira i Grupo de Capoeira Ginga og i 1994 overdrog Mestre Macaco ansvaret for gruppen til Mestre Agostinho. Han er kendt som en teknisk meget dygtig capoeiramester samt en populær og pædagogisk underviser, som nyder stor agtelse blandt sine elever. Han er en oplevelse at træne med!
Mestre Agostinho underviser og leder Grupo de Capoeira Ginga i byen Belo Horizonte i delstaten Minas Gerais i Brasilien, og superviserer Grupo de Capoeira Ginga i København, Århus (mestre Renato) og Sevilla i Spanien (mestre Rasta). Mestre Agostinho er uddannet af Grupo de Capoeira Gingas grundlægger Mestre Macaco (Ricardo Penna Machado) og af Mestre Paulão, der ligeledes er uddannet af Mestre Macaco.