Interview med Mestre Agostinho november 2010
Dortea Birkedal Andersen
D: Jeg kunne godt tænke mig at begynde med at høre om dit første møde med capoeira. Hvordan gik det for sig? Hvordan føltes det?
A: I slutningen af 1983 kom jeg til Belo Horisonte, jeg er fra Minas, staten Minas Gerais, og jeg har forskellige slægtninge som bor i Belo Horizonte … så jeg tog dertil for at prøve noget nyt, se mig om efter et arbejde …. jeg havde en fætter som arbejdede i et selskabslokale (casa de festa) han arbejdede som vagtmand, gjorde rent og boede også i huset … og ejeren af stedet hørte at jeg var kommet og sagde til ham: Sig til Agostinho at han skal komme og arbejde sammen med dig … så kom min fætter forbi hos min søster, hvor jeg boede og tilbød mig jobbet og vi begyndte at arbejde sammen.
Der er jeg så en dejlig eftermiddag, jeg er klatret op og sidder oppe på muren der adskiller huset fra naboejendommen, man kan se ned på gaden her og på et tidspunkt dukker 3 fyre op og begynder at bevæge sig på en måde jeg aldrig har set før. De sparker den ene vej, den anden vej – jeg anede ikke hvad det var men det var skønt at se på. Da jeg nu boede i huset og havde plads til det begyndte jeg at efterligne bevægelserne om aftenen, når min fætter var gået i byen. Jeg hoppede den ene vej, den anden vej (latter) jeg forsøgte at efterligne bevægelserne jeg havde set der på gaden …
Det var i slutningen af 1983. så tog jeg tilbage til min hjemby, længere inde i landet, for at fejre jul og så videre …
Dona Neida, damen i nabohuset, havde en søn som trænede capoeira, mestre Mareco, han er døbt Ricardo men de kalder ham Mareco, Dona Neida sagde at så snart der dukkede noget arbejde op ville hun kontakte mig, først i det nye år mente hun nok der, med lidt held, kunne være noget …
Før jeg tog fra Belo havde jeg mødt hendes søn og var blevet bekendt med hans gruppe. Han besluttede så at åbne et capoeiraakademi og kontaktede mig for at jeg skulle arbejde for ham der. Vi murede vægge op, organiserede det hele, jeg boede der og fungerede som vagtmand og desuden gjorde jeg rent og så – lidt efter lidt begyndte jeg at deltage i træningen. Altså i begyndelsen af 1984.
Jeg så folk der havde trænet længe og tænkte: Det der ser vel nok kompliceret ud, det tror jeg ikke jeg finder ud af lige med det første … om overhovedet, men mine arbejdskammerater, lærerne på capoeiraakademiet , opmuntrede mig og sagde : “Aah, vi begynder bare lige så stille, sådan her, og så sådan her” … og sådan udviklede det sig lidt efter lidt, indtil underviserne begyndte at bede mig om at vikariere for sig når de ikke kunne undervise selv … flere af dem var studerende (medicin, polyteknikum og jura) og af og til var de nødt til at lade studierne gå forud for capoeiraundervisningen … og så kom de til mig.
Jeg underviste lidt her, lidt der, lidt til højre, lidt herovre, indtil jeg på et tidspunkt havde flere hold i gang end de oprindelige, graduerede undervisere.
Og derefter … min mester Mestre Macaco boede i USA på det tidspunkt, men da han kom hjem gav han mig en andel i Akademiet så jeg fik mulighed for at stoppe med rengøringen. Vi fandt en ny til at varetage jobbet og jeg kunne nu hellige mig capoeira på fuld tid … ah, det var fantastisk, jeg er ham stadig meget taknemmelig for den gestus, den chance han gav mig.
Og nu er jeg så hvor jeg er og bygger videre på det arbejde han lagde grunden til …
D: og når du nu tænker tilbage på din capoeirakarriere – hvilket øjeblik springer frem/lyser op som det bedste?
A: Jamen når jeg ser tilbage var alle øjeblikkene gode, selv de tildragelser hvor man mens de stod på havde det sådan lidt “Hmmm?” og hang med næbbet … for de ledte mig til hvor jeg er i dag … de var alle vigtige som en del af læreprocessen …
Så jeg kan ikke sige: Dette øjeblik var det bedste og dette det værste … de var alle nødvendige …
Alle de muligheder jeg har i dag, alt det spændende jeg laver nu, mine udenlandsrejser, venskabsbåndene jeg knytter, alle samtalerne, udvekslingerne … har åbnet sig for mig igennem capoeira. …
D: Tit er der elever der føler de er gået i stå, de træner og træner men føler ikke at de bliver bedre … hvad er dit råd til dem?
A: Der sker jo det at i begyndelsen flytter du dig meget hurtigt, ikke kun når du begynder at træne capoeira men generelt i livet når vi giver os i kast med noget nyt, og så bliver det sværere efterhånden som du bliver bedre – du kan faktisk sige at denne fornemmelse af at stå stille er et GODT tegn, den viser dig at du ikke er totalt begynder længere, du er ved at have tillært dig alt det letteste nu er det de mere krævende ting du skal gi dig i kast med. Og det fordrer tid. Du er nødt til at være tålmodig med dig selv, kultivere den indre ro.
Du ved at de enkle bevægelser ligger til grund for de mere komplicerede. Det er vigtigt også at koncentrere sig om de enkle ting. Og så lige så stille, lidt efter lidt, bygge videre. Og du skal holde fast i at du BLIVER bedre, at du KOMMER til at udføre de bevægelser du drømmer om. Måske bliver det i aften, måske i morgen, i næste måned, til næste år, men det VIL ske … der er ikke noget at stresse over, du skal ikke lade det slå dig ud af balance, hold fast i den indre ro og bevar dit gode humør, så NÅR du videre.
D: Ja, men det er ikke altid så let at GØRE i virkeligheden, vel. Det er nemmere at snakke om det. Har du et godt råd til hvordan man opbygger denne indre ro, denne kontinuitet i sig selv?
Ja, hemmeligheden er at bevare roen, holde fast i roen i sig selv for at komme igennem den slags tyngende øjeblikke. Hvis du slipper roen i dig selv og begynder at vakle, at tvivle: “aah nej, jeg tror ikke jeg klarer den, jeg vil aldrig nå så langt, jeg kan ikke … DER er det det går skævt. Tingene flytter sig naturligt, lidt efter lidt og … uden ophør.
D: Kan vi snakke lidt om forskellen på at træne folk her i Danmark og i Belo Horizonte. Der må være nogle ret store forskelle?
A: Hmmm, den VIRKELIG store forskel, som jeg ser det, er SPROGET (latter fra begge) … men energien, kammeratskabet, respekten, sammenhængen er den samme her som der … jeg plejer at sige at vi taler forskellige sprog men vore følelser er de samme … her er folk MEGET ivrige for at lære, og det er dejligt at føle som lærer, det gør mig godt tilpas, det stimulerer mig til at give mere … denne glæde, denne iver for at GIVE noget til fællesskabet er for mig central … og den måde europæerne kaster sig over capoeira, de VIL virkelig lære mere, og mange bliver virkelig gode … det gør mig stolt …
D: Som du ved, er der mange kvindelige elever her i Quilombo do Norte, over 50 %. Og her er ingen kvindelige lærere. Nogle gange snakker vi om hvordan vi kommer videre. Hvad skal vi prioritere? Hvem skal vi have som rollemodel? Skal vi prøve at kopiere mændene? Eller? Hvad er dit råd til os?
A: (ler) Jamen, du har ret. Før i tiden var det sjældent med kvinder i capoeira, først fra slutningen af 1983, da mestre M
acaco åbnede academia Ginga – ginástica e capoeira begyndte der at komme mange kvindelige elever. Og det er jo pragtfuldt. Kvindens skønhed og sødme gør capoeiraen godt. Og hvis man som kvinde stræber efter at blive “professor” (underviser) synes jeg ikke man bør føle man skal lægge sig op ad mændenes stil. Det interessante er at finde og udvikle sin egen stil. Og blive ved med at være nysgerrig, undersøge, eftersøge, prøve af … På mit Akademi i Belo har vi mange kvindelige undervisere. Jeg er f. eksempel her i dag fordi flere af dem var villige til at vikariere for mig (smiler) …. kvinden i capoeiraen er for mig ensbetydende med… SKØNHED (gavtyvesmil).
D: Jeg vil også gerne bede om nogle råd hvad angår at spille mere flydende i rodaen. Når vi ser på brasilianernes spil er der meget mere flow, mere dynamik, mere uforudsigelighed … hvordan når man dertil?
A: Ja, det var det jeg snakkede om under undervisningen her i onsdags. Betydningen om at LYTTE til musikken, at FØLE rytmen og bevæge sig indeni den, at have øjenkontakt med kollegaen og føle ROEN i sig selv (smil), være STILLE indeni, i det øjeblik du begynder at mærke rytmen i dig selv – ruller du med … stille og roligt, afsted …
D: Da du selv begyndte at spille i rodaen begyndte du da også med at forsøge at planlægge, f. eks: ” aah, nu går jeg ind og så gør jeg denne her sekvens og så denne her og …”?
A: Jamen, det er helt normalt, for nybegyndere som for øvede at stå udenfor roda og planlægger: ” Jeg begynder med en meia-lua, og så en queixada, en rabo-de-arraia” … men når du først træder ind i rodaen ændres det hele … du har planlagt din meia-lua men din kollega er allerede smuttet herover, en meia-lua vil være spildt, og nu er han derovre, situationen er ændret, igen … og her er det den indre ro er essentiel … plus, jo mere du spiller, jo bedre bliver du, du skal ind og ud en masse gange for at slappe ordentlig af… for at finde den dybe tiltro i dig selv …
D: Tusind tak. Er der andre emner du eventuelt har lyst til at berøre? Måske nogle betragtninger omkring musikken?
A: Ja, hmm, musikken er fundamental for det der kommer til at udspille sig i rodaen. Når du er i samklang med musikken, med sangen, med koret, kan du udføre ting i rodaen som du bagefter aldrig vil kunne forklare, hvordan gik til. “Hvordan slap jeg afsted med dette her?” “Hvordan fandt jeg på at gøre sådan?” … den slags sker når energien er i top …
Nye kommentarer