Hej alle våbenfør quilombolas og venner,
Her kommer så mit tredje og sidste rejsebrev fra Brasilien. Jeg kom noget rædbrækket frem til Rio i onsdags efter en 15 timers lang bustur fra Montes Claros. Selv om jeg natten over sad ved siden af en mor, der havde hendes pige på skødet, fik jeg alligevel sovet noget og det var dejligt at se Cidade Maravilhosa dukke op sammen med morgenens første solstråler. Jeg tog straks hen til mit hostel halvejs oppe ad Ladeira Ary Barroso ved favela’en Babylonia ved Leme. 20 R$ pr. nat, udsigt over havet, fri internet og maskinpistolsbevæbnet politibeskyttelse hele vejen op af morro’en. Missionen med mit Rio besøg denne gang var deltagelse i Vadiacão Senzala 2009 med udnævnelsen af Rui, Grilo, Bruzzi og Michel til mestre som højdepunktet. Det var særligt Rui og Grilos udnævnelser, som var årsagen til at jeg havde timet min tur så jeg kunne være med. Det er historsk for os i DK, når Rui nu bliver den første mester, der bor og underviser i Danmark, og det var Grillo, der helt i starten af mit capoeira liv lærte mig at spænde berimbauen, spille pandeiro og angola, são bento pequeno og grande på berimbauen og synge mine første 10 capoeirasange. Jeg fik trænet med flere af de mestre vi kender fra deres besøg i Europa: Sorriso, Toni, Ramos, men også nogle af de helt gamle mestre fra den gang Senzala blev dannet Claudio Danadinho og Paulo Flores. Særligt de sidste var en stor oplevelse specielt med deres dybe forståelse og evne til at klart kommunikere af hvad der ligger under, og bagved den mere flamboyante og illuderende overflade af capoeira. Måske p.g.a. personsammenfaldet virkede selve arrangementet lidt gammel kendt og lignede meget af de skandinaviske træf som contramestre Steen arrangerer. Om lørdagen og som optakt til udnævnelserne var der et fordrag om capoeiras historie og oprindelse. Det blev oversat til engelsk og fransk og alt blev derfor sagt tre gange, det betød at fårene blev skilt fra bukkene, og det kun var ildsjælene og de oprigtig videnssøgende der holdt ud. En af de pointer jeg hæftede mig mest ved var marginaliseringen af indianerne og deres indflydelse og position i capoeira og Brasilien i det hele taget. De er meget oversete og lidet værdsatte. Det bliver alt for ofte en to polet sort-hvid betragtning af kulturen. Der var to andre ting, der var med til at karakterisere arrangementet. Det var stort set et rent Senzala arrangement med kun en håndfuld deltagere fra andre grupper ud af de ca. 200 deltagere og samtidig var der overvældende mange europæer og få brasilianere. Der var godt nok en del højtgraduerede brasilianske lærer og contramestre, men relativt få elever. Samtidig var der rigtig mange europæer bl.a. fordi Rui, Grilo og Bruzzi underviser i Europa og de hver havde 15-30 elever med til arrangementet og deres udnævnelser. Jeg fik virkelig brugt mit skole fransk, så det blev en hel sproglig odysse. Mestre Agostinho, instrutor Rasta, Rie, Roberto og Laura kom også i bol fra BH og var med i weekenden. Sammen med dem og Rui’s elever, der boede i flere lejligheder på Copacabana, havde jeg et rigtigt godt selskab til strand, fester og ikke mindst acai. Tak Rasmus for mange smut ture og snakke. Rio er flot og der er gang i den på gaderne, strandene og spillestederne, men den er mere broget og de andre steder jeg var BH og Montes Claros var meget store oplevelser, som jeg ikke ville være foruden. Brasilien er lige så stor som hele Europa og så meget mere end Rio. Nogle af de mest uforglemmelige øjeblikke fra min tur i Rio var da Grilos elever sang for ham efter hans udnævnelse og da hans søster knælede ved berimbauerne og læste et digt op for ham om hvorledes han var lykkelig, når han var i capoeira rodaen, og at han havde rejst jorden rundt i denne verden. Den anden var min flirten med Iemanja i bølgerne ved Copacabana. Jeg kan stadig mærke hende over alt. Nu er jeg hjemme igen i Herlev. Vasker tøj og kikker på min outlook kalender. Hvilke aftaler er det lige jeg har i denne uge? Arbejdet starter i morgen 08.00 sharp – så kører toget ubarmhjertigt igen. Da jeg stod på stranden i Rio i går, ville jeg ikke hjem, og kunne slet ikke forestille mig hvorledes det ville være at vende tilbage. Nu 24 timer sener føles det helt naturligt og tankerne er flyttet over på ugens opgaver og pligter, men der er stadig en perfume, en glød, en glæde og energi, som jeg bærer i mig og som kan ses på mit smil og glimtet i øjnene. Iê camará. Jeg glæder mig helt vildt til at se jer alle igen til træning: Se jer, røre jer, tale med jer, træne, synge, og spille capoeira med jer. Mit største håb er at se rigtig mange af jer på onsdag, så vi kan få loftet til at lette og skyde sæsonen i gang med fuld kraft.
Iê galo cantou.
Iê cocorocó
Iê hora é hora
Iê vamos embora
Iê pelo mundo afora
Naeste morgen tog vi ud paa hans fazenda, hvorvi i den sidste uger har holdt en feriekoloni for 20 ubemidlede boern og unge fra Montes Claros og Pau de Olio. Der har vaeret aktiviteter og undervisning hverdag formiddag og efter middag. Det har vaeret en stoer oplevelse for os alle. Baade for boernene og de unge der deltog og os som var der for dem. Allerede foerste eftermiddag startede Marreta op med svoemme undervisning ved swimming poolen. Loeb, armsving, aandedraetsoevelser, nede og op af vandet, hovedet under, plaske med ben og arme. Han gjoerde meget ud at at tilvende dem vandet og faa tillid til dette element.Bem. Halvdelen kunne ikke svoemme og var bange for at komme i vandet. Efter 3 dage var der 4 der kunne svoemme tvaers over swimming poolen. Stort. Det var fantastisk at se deres glaede. Der var aktiviteter og under visning i naesten alt. Udover svoemning og capoeira: berimbau bygning, laere at spille instrumenterne, og synge capoeira, sambade roda, samba reaggae, forro var der arbejde med ler, ridning, fodbold, snookerog et par dage var vi ude i skoven for at hugge en sti med macheter for at goere klar til en vandre tur med handikappede i rullestole. De kom om fredagen hvor vi havde gjort klart til dem. Dagen paa garden var en kaempe oplevelse for dem og de var meget taknemmelige. Og saa er der jo ogsaa lige det med al den spontane sjov og spas og musik og dans der bare er der hele tiden. Vi var med mellemrum nede i selve Pau de olio en lille bette lansby pa amaaske 50 familier og 3 barer ! Det er lidt specielt og staa der ude paa det brasilianske vildnaes og opleve bar stemningen – nogle kommer gud hjaelpe mig til baren paa hest med stoevler, sporrer og cowboy hatte. Men det er nok maget godt for flere af dem er saa berusede at de i hvertfald er farlige i trafikken og saa kan hesten jo selv finde vej hjem. Vi var ogsa til by fest i en anden landsby 14 km der fra. Det var en historie for sig som i maa faa en gang efter traening naar jeg kommer hjem. Men det var noget med 15 mennesker paa ladet af en pick up truck hen over bulede jordveje og hvor vi sad med taeppe over hovedet fo rikke at blive helt til stoevet. der var en der ikke var plads til under taeppet. Han kom bogstaveligtaelt frem til festen med jord i hovedet og roedt haar
Nye kommentarer